Velkommen til Junglebo
Vi er en vuggestue på Østerbro med plads til 72 børn, som fordeler sig på seks stuer i vores hyggelige hus.
Vi har høj faglighed, stort fokus på børnenes trivsel og udvikling og fire faste voksne på alle stuer. Det giver os ekstra god mulighed for at skabe tryghed og nærvær omkring børnene.
Vi er meget optagede af at være den bedst mulige vuggestue for børnene i Junglebo, og derfor har vi hele tiden fokus på, hvordan vi kan udvikle vores pædagogiske arbejde.
Vores hus
Vi bor på Krausesvej 6 i et dejligt hus med gode rammer for børnene. Udover de seks stuer, så har vi et fællesrum, et bibliotek, et kreaværksted og et tumlerum, som vi bruger til motorik.
Udenfor har vi én stor legeplads, som er delt op i tre. Det gør, at vi kan holde børnene i mindre grupper, så det føles trygt og småt for de mindste. Der er både en trafiklegeplads med køretøjer, en legeplads med rutsjebane og en lille bakke og en legeplads for de allermindste med en lille sandkasse, små gynger og en lille rutsjebane.
Fokus på relationer og deltagelse
Børnenes relationer er et af vores vigtigste fokusområder. Både deres relationer til hinanden og til de voksne. Alle børn skal føle sig som en del af både det store fællesskab og mindre fællesskaber på stuerne. Vi omtaler børnene som "venner" over for hinanden, så børnene oplever, at de har venner i vuggestuen.
Derudover gør vi meget ud af, at børnene skal have mange forskellige muligheder for at deltage i fællesskabet. Der er mange måder at være med i en leg eller aktivitet på, og børnene skal have lov til at deltage på den måde, der giver mening for det enkelte barn. Børnene vokser så meget, når de selv er med til at gøre tingene og præge, hvordan det skal gøres, og det tager vi os altid tiden til.